Alt om BMI - Body Mass Index

Mange har nok stillet sig selv spørgsmålet om, hvor grænsen for overvægt går, og hvornår man bør begynde at tænke grundigt på kost og motion for at opretholde en sund vægt. BMI er et indirekte mål for kropsfedt, som blandt andet anvendes i sundhedssektoren og baseres på din højde og vægt. I denne artikel kan du læse mere om BMI, hvor pålideligt det er, og hvordan man beregner det samt om andre metoder til at beregne kropsfedt og kropssammensætning i forskningsverdenen.

• Hvad er BMI?
• Hvordan beregner man BMI?
• Hvordan bruges BMI i forskningsverdenen?

Hvad er BMI?

BMI står for Body Mass Index og er et mål for kropsfedt baseret på højde og vægt. Denne måling fungerer bedst for voksne mænd og kvinder, og man bør være forsigtig, når det bruges til børn. BMI defineres som kroppens masse divideret med højden i anden potens og skrives derfor som kg/m². Med andre ord beregner man, hvor meget en person vejer pr. kvadratmeter, og derfor viser BMI kun indirekte, hvor meget kropsfedt man bærer på, men det har vist sig at BMI er ret korreleret med mere direkte målemetoder for kropsfedt såsom hudfold, bioelektrisk impedans og lignende. Du kan læse mere om dette senere i artiklen.

BMI bruges i både sundhedssektoren og ved forskning for det er relativt enkelt at måle, hvorvidt en person er undervægtig, normalvægtig, overvægtig eller svært overvægtig. Svært overvægtig betyder, at man er meget overvægtig, og risikoen for hjerte- og karsygdomme samt andre fedmerelaterede sygdomme er meget større, når man er svær overvægtig, men risikoen er allerede forhøjet, når man er overvægtig.

Man skal dog tage hensyn til individets kropsform/kropstype, når man bruger BMI. Hvis personen er eksempelvis meget muskuløs, kan BMI være misvisende, da muskelmassen udgør en del af kropsvægten. Når det kommer til børn, kan man bruge noget, der kaldes ISO-BMI i stedet for at få en bedre vurdering. ISO-BMI beregnes på samme måde som det almindelige BMI, men man har andre og varierende grænser for, hvad der er normalvægtigt afhængigt af alder og køn. Som voksen skal man dog stadig være varsom med at se BMI til børn som sort-hvidt, og BMI bør kun betragtes som en retningslinje og bør altid bruges i kombination med andre mål som taljemål, kropsform og muskelbygning. I denne artikel taler vi om BMI for voksne, og i tabellen herunder vises de BMI-intervaller, der bruges for voksne individer.

Hvordan beregner man BMI?

Herunder følger et eksempel på, hvordan BMI almindeligvis beregnes inden for fx sundhedssektoren.

Karl vejer 89,5 kg og er 176 cm høj og undrer sig over, hvilken BMI-værdi han har. Han sætter sig og beregner dette ved at indsætte sin vægt og sin højde i formlen: vægt (kg)/ [højde (m)]². Det ser da sådan ud på hans papir: 89,5 kg/ (1,76 m)² = 89,5 kg/ 3,1 m² = 28,9 kg/m²

Et BMI på 28,9 kg/m² indikerer altså, at Karl er overvægtig, men hvis det er sådan, at Karl træner meget og er meget muskuløs, stemmer disse værdier ikke, hvilket man derfor skal tage højde for. Hvis man er muskuløs, findes der andre måder at måle sit kropsfedt på, som er mere pålidelige. Du kan læse mere om disse herunder.  

Hvordan bruges BMI i forskningsverdenen?

I forskningsverdenen anvendes blandt andet den type udregnede BMI, som vi har talt om tidligere i denne artikel, men ofte anvendes også andre typer af målemetoder til at beregne kropsfedt, som anses for at være mere præcise. Det kan for eksempel være hudfold, bioelektrisk impedans, kropssammensætningsmåling via hydrostatisk vejning (under-vandsvejning) eller bodpod (luftvolumen-pletysmografi).

Hudfold fastlægges ved brug af en kaliper, som man "nipper" huden og fedtet med. Gennem at gøre dette får man et mål for, hvor meget man får fat i, hvilket kan bruges til at beregne kropsfedt. Når man gør dette, plejer man at nippe på et par forskellige steder; for og bag på overarmen, ved torso, på lårene og lige under skulderbladet. Fordelene ved dette er, at det er enkelt, sikkert, billigt, og at kaliperen er let at tage med sig, samt at det går hurtigt, hvis man er vant til at bruge en kaliper. Ulemper kan være, at metoden ikke er lige så nøjagtig som de andre metoder, vi skal gennemgå herunder, og at det kræver, at man er meget vant til at bruge en kaliper for at få mere nøjagtige resultater. Derudover er det meget svært at bruge hudfoldmetoden på meget overvægtige individer.

Bioelektrisk impedans-udstyr (BIA) sender en lille, umærkelig og sikker elektrisk puls gennem kroppen, og man kan således måle modstanden. Fedt bidrager til en større modstand end muskelmasse og vand, og med denne resistens kan man derefter beregne et skønnet værdi for fedtprocenten. Fordelene ved dette er, at det er sikkert, enkelt, relativt billigt og hurtigt. Ulemper kan være, at udstyret er lidt kompliceret at kalibrere, og at dets resultat ikke er lige så præcist som andre metoder, især for personer, der er svært overvægtige. At det ikke er lige så præcist som andre metoder skyldes delvist, at man ofte måler kropssammensætningen i halvdele af kroppen. Hvis man bruger en BIA-vægt, måler man for det meste fedtprocenten i den nedre del af kroppen, mens et BIA-målingsinstrument, man holder i hænderne, i det store hele måler fedtandelen i overkroppen.

Hydrostatisk vejning eller undervandsvejning, som det normalt kaldes, er baseret på Arkimedes' princip, der beskriver den kraft, der påvirker et objekt, der sænkes ned i en væske, og at opdriftens størrelse er proportional med den mængde, der fortrænges af det objekt, der sænkes ned i væsken. Man kan bruge dette princip til at fastsætte en persons fedtprocent, da densiteten af fedtmasse og fedtfri masse er konstant. Muskler og knogler har en større densitet end vand, mens fedt har en lavere densitet end vand. Dette betyder altså, at muskler synker, og fedt flyder, derfor vejer en person med mere fedt mindre under vand og på denne vis kan man med hjælp af formler beregne kropssammensætningen på en meget god måde ved hjælp af undervandsvejning. Fordelen med undervandsvejning er, at det er en meget præcis teknik, dog tager det ret lang tid, og det er svært at anvende teknikken på børn og ældre personer.

Luftvolumen-pletysmografi (Bodpod) bruger lignende principper som undervandsvejningen, men kan gøres i luft i stedet for under vand. Personen, hvis kropssammensætning skal måles, skal sidde i badetøj og badehue i en lille kapsel (Bodpod). Maskinen estimerer derefter kropsvolumen baseret på forskellen i lufttryk, når kapslen er tom, og når nogen sidder i den. Fordelene er, at det går ret hurtigt, at resultaterne er præcise, at det er sikkert, og at metoden også kan bruges på børn, ældre og gravide personer. Ulempen er, at denne type måleinstrumenter er meget dyre, og derfor er det også ret dyrt for dig som privatperson at gennemgå en Bodpod-måling.